Liste over stresssymptomer

Lær at spotte stress-symptomer hos dig selv og andre. Da stress-symptomer kan være meget fysiske, kan man nemt komme i tvivl om man fejler noget.

Det er derfor vigtigt at kende til de mest almindelige symptomer på kortvarig stress og på langvarig stress.

Liste over stress-symptomer

Stress-symptomer opstår, når krop og sind belastes i kortere eller længere tid. Det er normalt kun de langvarige belastninger, der er skadelige, men det afhænger naturligvis af graden af belastning.

På nedenstående liste kan du se, hvilke symptomer der kan skyldes stress.

Læs også artiklen om kortvarig stress, langvarig stress, akut stress og biologisk stress.

Nederst kan du se en video, hvor du kan prøve hypnose til at stresse af og finde ro.

Se hypnose-video mod stress

Stress er lumsk

Den kortvarige stress er en helt normal respons hvor kroppen og hjernen yder mere for at overkomme noget pres. Det er ikke usundt, tværtimod. Mens man er i kortvarig stress kan det føles meget godt. Man kan føle sig stærk, klog og nærmest uovervindelig.

Man kan godt blive helt afhængig af at være fyldt med den følelse af energi. Efterhånden føles et roligt nervesystem forkert. Derfor er stress-responsen lumsk. For hvis man i måneder - nogle gange år - vænner sig til det, sniger symptomerne fra den langvarige stress sig også ind.

Og man leder måske i første omgang kun efter fysiske årsager til dem.

Få symptomerne undersøgt og overvej om det kan være stress

De fleste stress-symptomer kan også opstå af andre årsager. Det er derfor naturligvis vigtigt at gå til lægen og få undersøgt symptomerne, hvis man er i tvivl om årsagen.

Men vi fokuserer ofte også for meget på det fysiologiske. Det kan gøre, at man kun leder efter fysiske årsager. Også selvom lægen spørger ind til om man er stresset - mange vil ikke høre det og afviser blankt at det kunne være stress, der er årsagen.

Måske i en misforståelse af, hvad stress er. Stress opstår ikke som følge af at man er “svag”. Tværtimod er langvarig stress ofte noget, der rammer dem der er “stærke” nok til i alt for lang tid at ignorerere stress-symptomer.

Stress opstår i et samspil mellem kroppen og sindet. Det er derfor vigtigt at se holistisk på det, altså se på det samlede billede. Det bør lægen gøre - men det bør du også selv gøre.

Det er er både ydre og indre belastning der giver stress

Ydre belastning alene kan godt give stress. Men stress opstår som regel fordi der også er nogle indre faktorer, der vedligeholder stresstilstanden.

Det er typisk gentagne bekymringer og problemløsning. Når stress-symptomerne så kommer, bliver der endnu mere grund til bekymring. Dermed øges det samlede stressniveau.

Hvis man lider af kroniske sygdomme eller er i et langvarigt sygdomsforløb vil det også være stressende i sig selv. Her kan det være fornuftigt at supplere behandlingen med reduktion af stress i sig selv samt terapi der hjælper til at undgå at bekymringer bliver et problem i sig selv. Her er metakognitiv terapi virkelig effektivt.


Stress-symptomer

Angst

Da kroppen er i en kamp/flugt reaktion under stress, er det forståeligt, at mange oplever angst.

  • tidligere angst og uro forstærkes
  • angst kan opstå i situationer, der tidligere ikke udgjorde et problem, f.eks. arbejdspladsen, indkøb, familiebesøg, trafik og meget andet

Appetit

  • stærkt forøget appetit - man spiser væsentlig mere, måske for at kompensere for tab af energi (dette er mest almindeligt)
  • stærkt forringet appetit

Brokkerier

Man er begyndt at brokke sig meget over store og små ting, privat og på arbejde.

Vi er naturligvis forskellige som mennesker - her skal du se på om brokkerierne har ændret sig i en periode. Dette kan være et stress-symptom.

Brystet - symptomer på stress

  • brystsmerter som ikke stammer fra hjertet, men brystmuskulaturen
  • følelse af trykken

Depression

Stress og depression hænger ofte sammen. Det skyldes at den sidste fase af stress er en nedlukning af kroppen, hvor man ingen energi har. Depressionen er en tilstand, der opstår - og heldigvis også en tilstand, der kan forsvinde igen.

Depression er en tilstand, der kan være svær at komme ud af alene og har man mistanke til om en selv eller andre har en depression bør man søge professionel hjælp straks. Vær dog opmærksom på at de bedste resultater fås, når man ser på helheden af ens liv. Alle faktorer, deriblandt ens stressniveau, er essentielle for at få bugt med depression.

Energi

  • Mangel på energi. Man kan være drænet for energi af stress. Krop og sind er på overarbejde og man kan blive udkørt af de mindste ting.

  • For meget energi. Man kører i højt tempo i alt hvad man gør. Taler, handler, bevæger sig hurtigt uden variation i tempo.

  • Følelse af at være uovervindelig.

Grådlabil

Grådlabil betyder, at man har let til gråd. Selv små ting kan føre til at man får tårer i øjnene eller endda græder ukontrolleret. Det kan både betyde at følelserne sidder uden på tøjet og at ens hjerne simpelthen er overstimuleret. Det bliver for meget.

Hjertet og stress

Ved kortvarig stress sættes hjerterytmen op og blodårerne trækkes sammen for at øge blodtrykket. Ved langvarig stress har denne tilstand stået på i for lang tid og det giver symptomer som

  • kraftig hjertebanken eller kraftige hjerteslag
  • arytmi i hjerteslagene - uregelmæssig hjerterytme
  • dobbelt-slag i hjerterytmen
  • inflammationer omkring hjertet
  • Takotsubo syndromet kan ses ved akut, voldsom stress, f.eks. i forbindelse med sorg. Hjertet ændrer form og det kan medføre hjerteproblemer

Hjerte-karsystemer, blodårer og stress

Da blodårerne trækker sig sammen som følge af stress-responsen ses

  • forhøjet blodtryk
  • forhøjet kolesteroltal
  • inflammation i blodårer og omkring hjertet

Hudproblemer og stress

Huden er stærkt påvirkelig af vores sind. Huden påvirkes derfor også under stress. Har man hudsygdomme i forvejen, kan de springe ud eller forværres. Det gælder

  • psoriasis
  • eksem

Hukommelse og stress

Den første reaktion på stress er at koncentration og fokus skærpes. Stress medfører På langt sigt medfører den øgede belastning dog

  • nedsat hukommelsesfunktion
  • distræthed
  • man glemmer ofte aftaler eller små ting

Humøret påvirkes af stress

Humøret påvirkes af stress og der ses forskellige humørændringer på forskellige tidspunkter i stressforløbet.

Humør og kortvarig stress

I starten af en stressperiode kan kamp/flugt reaktionen give flg reaktioner

  • en følelse af at kunne “klare alt” - være uovervindelig
  • konfronterende adfærd
  • hidsighed

Humør og langvarig stress

  • humørsvingninger
  • let til gråd
  • modløshed - man synes ikke rigtig om noget
  • opgivenhed - man orker ikke noget og gennemfører ikke
  • irritation - man irriteres nemt og kan virke opfarende
  • tristhed

Immunforsvaret bliver dårligere ved langvarig stress

Stresshormonet kortisol har på kort sigt nogle gode egenskaber, blandt andet øges immunforsvaret og evnen til at modstå inflammation. Hvis cortisolniveauet er for højt for længe i blodet, som man ser ved langvarig stress, medfører det desværre præcis det modsatte: immunforsvaret sænkes og risikoen for inflammation øges.

Irritabel

Man har nemt ved at blive irritabel. Det er som om andre ikke forstår hvor vigtigt det er, forstår én. Verden er for langsom eller imod én. Det er irriterende!

Koncentration og stress

  • nedsat koncentration
  • tankerne flyver fra emne til emne
  • svært ved at koncentrere sig om andet end problemer

Manglende energi og kronisk træthedssyndrom som følge af stress

Når nervesystemet belastes pga stress i længere tid, er det for det første drænende for energien, idet kroppen bruger ressourcer på at opretholde denne tilstand.

  • træthed
  • udmattethed
  • kronisk træthedssyndrom sættes i forbindelse med langvarig stress fordi det måske skyldes at den naturlige op- og nedregulering af nervesystemet forringes

Mave- tarmsystemer påvirkes af stress

I de senere år er man blevet klar over, hvor meget maveregionen har at sige i forhold til vores helbred og velvære. Tarmene indeholder neuroner og er gennem nervesystemet forbundet med hjernen. Det er derfor ikke overraskende, at maven og tarmene også reagerer på stress.

Stress påvirker desuden slimhinden i mavesækken, så den bliver mere sårbar over infektioner og inflammation. Dette kan bla medføre udtrætning, når kroppen konstant skal nedkæmpe inflammation.

Symptomer

  • mavesår - forårsages af bakterien helibacter pylori
  • smerter i maven og i tarmene
  • irritabel tyndtarm
  • spiserøret kan irriteres og endda gå i kramper

Musklerne spændes og kan give smerter ved stress

Stress medfører ofte, at musklerne spændes. Små og store muskelspændinger kan opbygges og ved langvarig stress kan hårde, spændte muskler være blevet en så naturlig del af ens liv, at man ikke længere tænker over det.

Det kan være

  • spændinger
  • følelsesløshed i kroppen
  • følelsesløshed i fingrene

Nervesystemet belastes af stress

Stressresponsen gør, at der sendes stresshormoner rundt i kroppen som fungerer som signalstoffer der ruster kroppen til kamp eller flugt. Det drejer sig om adrenalin, noradrenalin og kortisol som alle øger kroppens præstation på den korte bane, men som giver problemer på langt sigt.

Sex

Langvarig stress påvirker lysten til sex negativt hos både mænd og kvinder

Søvn

Stress går ofte ud over søvnkvaliteten med det samme. Både ved indsovning, hyppige opvågninger i løbet af natten eller at man vågner for tidligt

  • svært ved at falde i søvn
  • urolige drømme og mareridt
  • hyppige opvågninger i løbet af natten
  • man vågner for tidligt og kan ikke falde i søvn

Smerter kan skyldes stress

Smerter er noget, der opleves i hjernen. Hjernens egen tilstand påvirker derfor også hvor stærke smerter i kroppen opleves. Allerede eksisterende kroniske smerter kan forstærkes. Nye smerter kan opstå.

Hvis man oplever kroniske smerter bør man altid opsøge læge og få undersøgt for fysiske årsager. Hvis der ikke kan findes en fysisk årsag, bør man fortsætte med at afklare om der kan være en sammenhæng til stress eller måske en bagvedliggende psykologisk årsag.

Da den biologiske stressreaktion påvirker hele kroppen kan stress hænge sammen med

  • hovedpine og migræne
  • smerter i nakken og skuldrene
  • smerter i brystet
  • smerter i maven
  • smerter i led og muskler

Stress kan give øget forbrug af mad, tobak, alkohol

Når vi er stressede og i det hele taget har det ubehageligt, vil vi naturligt forsøge at kompensere for at få det bedre. Mange opdager, at de kan få en midlertidig lindring ved at bruge stimulanser som tobak eller alkohol - eller bare ved at spise mere eller at spise mere usundt.

Samtidig ved man godt, at det ikke er den rigtige vej. Tobak er skadeligt, alkohol er skadeligt i større mængder, og den rigtige mængde sund mad er essentielt for at man kan have det godt.

Her er det vigtigt at finde andre veje til at regulere sit ubehag.

Svimmelhed

Svimmelhed kan udløses eller forværres af stress.

Susen for ørerne

Susen for ørerne kan udløses eller forværres af stress.

Tinnitus

Tinnitus er utroligt udbredt og kan være mildt eller generende. Tinnitus kan udløses eller forværres af stress. Da øget opmærksomhed på tinnitus forstærker oplevelsen af det, er det vigtigt at selve det at man opdager lidt tinnitus ikke medfører endnu mere opmærksomhed og bekymringer om at have fået tinnitus. De fleste mennesker har lyde i ørerne ved stilhed, men tænker ikke over det.

Vejrtrækning og stress

Stress påvirker åndedrættet både på kort og langt sigt

  • åndenød
  • tendens til at trække vejret overfladisk i den øverste del af lungerne
  • hurtige, korte indåndinger og udåndinger
  • astma kan udløses både af langvarig og akut stress

Igennem stress - gratis hypnosevideo til at forebygge og fjerne stress

Se den gratis video Igennem stress med guidet selvhypnose som virker afstressende, ego-styrkende og beroligende. Inkluderer en åndedrætsøvelse.

Hypnose på video er naturligvis ikke det samme som at sidde overfor mig i virkeligheden, men det kan give dig et indtryk af, hvordan det foregår.